Halong Bay I.
 
Skrevet i Hue 26/3 2009
 
Det var så dagen hvor vi tog til Halong Bay. Efter et par timers kørsel ankom vi til havnen i Halong hvor der lå en kæmpe junke og ventede på os. Vi skulle 8 mand ombord og der var vel lige så mange til at servicere os. Det virker sådan lidt overvældende, men det lykkedes os på forbavsende kort tid at vende os til det. Vejret var ikke alt for strålende men vi satte os op i restauranten hvor der blev serveret en overdådig frokost udfra konceptet alt godt fra havet, som vi så ellers fik resten af tiden på båden, blandet med lidt pomfritter til afveksling. Det var god mad.
 
Vores restaurant. Klar til afgang.
 
Landskabet var utrolligt smukt og vandet helt fladt selvom der var lidt luft. Vi passerede forbi flydendende byer, og Thanh kunne fortælle at der her både var skole og hospital. En meget speciel livsform som faktisk ikke så gammel, men kun et par år gammel, og skyldes at fiskerne tidligere har levet nede ved xxx men en stor storm ødelagde hele området og de flyttede så til Halong, hvor der var mere fredeligt. Bjergene ligger som beskyttelse for storme og tyfoner, og af bådenes beskaffenhed kan man slutte at det må være sandt for videre sødygtige ser de ikke ud til at være.
 
Indtryk fra en flydende by.  
 
Fuglelivet virker sparsomt, måger er der ingen af ( så senere en enkelt ) men der er til gengæld mange glenter som ser ud til at leve af fisk. Skal lige checkes når vi kommer hjem.
 
Ombord på båden var en af de lokale handlende med og hun tilbød perlekæder, som dyrkes herude, og Pernille og Marie-Louise fandt et par nydelige eksemplarer.
 
Indtryk fra Halong Bay. Besøg i grotte.
 
Efter frokost lagde vi an ved en lille ø hvor der var en grotte vi beså, den var meget imponerende i størrelse, og formodentlig med noget af det største naturligt dannede rum jeg har set.
Selve grotten var opdaget i 1909 af nogle franskmænd men var nu et meget yndet sted for turister.
 
Vi tog ud for at hente nogle 2-personers kajakker og Pernille og Marie-Louise fik den ene mens jeg og Victoria entrede den anden. Thanh var med som guide i en lidt sjov plastic dims, der skulle gøre det ud for en kajak. Det beviste blot endnu engang at søgang kan der ikke være meget af i dette farvand. Vi så på intet tidspunkt, selv på sidste dagen hvor det blæste godt, bare en enkelt bølge der kunne hamle op med noget af det, vi har på fjorden, når det blæser lidt.
 
Kajak i Halong Bay. Marie-Louise og Pernille i kajak.
 
Vi havde en godt tur hvor vi blandt andet sejlede ind gennem en naturlig tunnel og kom ind til det, der kunne have været en indsø, hvis det ikke havde været for tunnelen. Her var vandet dejligt rent og vi tog en dukkert alle sammen. Thahns kano drev over i den ene ende af søen, og i stedet for selv at hente den overtalte han et par turister til at hente den for ham mod 2 øl. Den var de med på, men han havde jo ingen øl med så senere dukkede de op ved vores båd og spurgte "Where's your guide ?" for at afkræve ham de 2 øl.
Da vi kom tilbage tog jeg en lille runde med Thea og Thanh med Mads, så de også lige fik prøvet en kajak.
 
Opankring i Halong Bay. Sådan kan man også servere en reje.
 
Vi indtog et herligt måltid på båden og Thanh hjalp Mads og Victoria med at forsøge at fange blæksprutter. det lykkedes dog ikke men vi gik alligevel fornøjede i seng.